Arbejdsglæde og arbejdsomhed skaber rekordhøj omsætning i VAM

Vækst i omsætning, høj aktivitet og høj arbejdsglæde blandt medarbejderne er tre af hovedingredienserne i den formel, hvor anlægsentreprenøren VAM er lykkes med at skabe den højeste omsætning nogensinde. Traditionen tro udbetaler virksomheden igen overskudsdeling til medarbejderne.

I 2021 var forventningen en omsætning på niveau med 2020, men VAM har overgået egne forventninger og landet en rekordhøj omsætning på mere end 293 mio. kr. Ordrebogen har været fyldt godt op hele sidste år, og det har givet virksomheden mulighed for at udnytte sin kapacitet fuldt ud.

 

Vi har haft mere at lave og en større aktivitet end forventet, og det er vi meget tilfredse med. Vi er lykkes med en højere aktivitet, og det sker ikke uden fagligt dygtige og arbejdsomme medarbejdere, som uanset vind og vejr trækker i arbejdstøjet for vores mange gode kunder, fortæller Allan Hougaard, adm. direktør i VAM.

 

Målt på omsætning har det været et fantastisk år for VAM, men året har også budt på en række udfordringer. Den hårde konkurrence i markedet er ikke gået ubemærket hen, og virksomheden har været negativt påvirket af nedskrivninger på enkelte større projekter samtidig med, at effekten af de stigende priser på varer og materialer også kan mærkes.

 

Vi har ikke formået at tjene så mange penge, som vi gerne ville, og derfor ser vi et lavere resultat på bundlinjen end forventet på 2,1 mio. kr. Det er et resultat, som vi er tilfredse med, når vi tager udgangspunkt i de nævnte udfordringer, konstaterer Allan Hougaard.

 

VAMs udvikling i omsætning vidner om en øget travlhed, hvor bundlinjen tegner et billede af at have for travlt. Og i virksomheden er man opmærksom på, at aktiviteten tilpasses, så bemandingen kan følge med. Det betyder mere for VAM at sætte fokus på bundlinjen og resultatskabelsen end at hæve toplinjen i 2022.

 

Overskud skaber vi og deler sammen

Der bliver arbejdet hårdt, og der er også masser af ros at hente fra direktøren, når det kommer til medarbejdernes indsats. Vi har en travl hverdag, og alle medarbejdere tager fat og går til opgaverne med højt humør, mod, lyst og evner. Og der bliver leveret en flot indsats, så vi lykkes med vores opgaver på daglig basis, siger Allan Hougaard.

 

Derfor er det også med stor tilfredshed, for både ejere og ledelsen, at VAM traditionen tro igen kan udlodde en betydelig del af virksomhedens overskud til medarbejderne. I VAM er overskud noget alle skaber sammen, og når medarbejderne yder en god indsats og skaber overskud, skal det komme alle medarbejdere til gode.  

 

 

Høj arbejdsglæde, godt kollegaskab og gode kunderelationer gør forskellen

Det ligger VAM meget på sinde at være en god, stabil og sikker arbejdsplads, hvor både arbejdsglæde og medarbejdernes udvikling vægtes højt. Derfor glæder det også direktøren at se en mærkbar stigning i arbejdsglæden ved den seneste arbejdsglædemåling, som viser et resultat på 82,3 % i 2022 holdt op imod et resultat på 75,2 % i 2021.

 

Vi kan se, at det gode kollegaskab gør en positiv forskel ude på byggepladserne, fordi der er plads og overskud til at grine og have det sjovt sammen imens vi arbejder, uddyber Allan Hougaard.

 

I 2022 fortsætter den høje aktivitet, og der er masser af projekter, som skal udføres for kunderne, som tæller forsyninger, det offentlige, erhvervsbyggeri og industri. Sidste år afsluttede VAM en seksårig rammeaftale i partnering med Aarhus Vand, Favrskov Forsyning og Samn Forsyning, som indfriede alle forventninger og bidrag til forretningen. Dertil blev virksomheden tildelt to nye rammeaftaler med Aarhus Vand og Favrskov Forsyning, som vil bidrage positivt til forretningen i perioden 2022-2027.

 

I år sætter vi yderligere fokus på indtjening og effektivitet, og vi skal fortsætte med at udføre de anlægsopgaver, som vi allerede gør i og udbygge vores kompetencer her. Og vi fortsætter vores fokus på at have de gode kunderelationer og gode samarbejder, afslutter Allan Hougaard.

 

Pressemeddelelse udgivet den 21.03.2022

profil-m-bg-v2-1
For spørgsmål kontakt

Allan Hougaard

Adm. Direktør

8712 4533
aho@vam.dk

Om VAM

Opgaver: Udfører alle former for entreprenør- og anlægsopgaver
Kunder: Forsyninger, det offentlige, erhvervsbyggeri og industri
Medarbejdere: Beskæftiger i dag 172 medarbejdere

Artikler om VAMs årsregnskab 2021

21-03-2022 – Building-Supply.dk

 

22-03-2022 – Licitationen.dk

 

22-03-2022 – Bygge- og Anlægsavisen

Andre relevante cases

Øger omsætningen efter historisk vådt efterår

Øget omsætning, en positiv bundlinje, et vådt efterår og hård konkurrence i markedet er alle faktorer, der spiller ind på årets resultat hos entreprenørvirksomheden VAM. Og endnu en gang kan virksomheden udbetale overskudsdeling til medarbejderne.

VAM deler overskud med medarbejderne

I VAM har vi har skabt et flot resultat sammen, og det deler vi med hinanden. Det er fantastisk, at vi stiger i omsætning, men bundlinjen følger i høj grad med, hvilket danner grundlag for, at vi igen i år kan udbetale overskudsdeling til vores medarbejdere, fortæller adm. direktør Allan Hougaard